Ungdommens Højskoledage
2026
Årets tema:
Hvem lytter du til?

3., 4. og 5. november på Vartov centralt i København
Tirsdag den 3. november 2026




Caspar Eric
CRIP - Hvem lytter du til?
Caspar Erics digtsamling CRIP fra 2025 er et markant værk i nyere dansk litteratur. I bogen undersøger han, hvad det vil sige at være handicappet i dagens Danmark, om hvorfor det tilsyneladende er lettere at tale om aktiv dødshjælp end livshjælp, og om hvorfor mødre igen og igen må råbe op, uden at nogen svarer.
CRIP bringer stemmer og udsigelsespositioner, der ellers ikke lyttes ret meget til, ind i samfundets kulturelle midte.
Efter at have læst op fra sit værk, vil Caspar Eric i samtale med litterat og skribent, Anna-Barbara Weile, komme ind på litteraturens rolle og ansvar som formidler af marginale stemmer i offentligheden.
Anna-Barbara Weile
Litteraturen som megafon: interview med Caspar Eric
Caspar Erics digtsamling CRIP fra 2025 skriver sig ind i en lang litterær tradition for, at marginale stemmer tager plads i den offentlige samtale med poesien og fortællingen som kunstnerisk megafon.
Skribent og litteraturstuderende, Anna-Barbara Weile, vil efter Caspar Erics oplæg gå i dialog med forfatteren om litteraturens mulighed for - og mulige pligt til - at sætte problemer og blinde vinkler til debat.
Hvad kan og skal litteraturen - både her i Georg Brandes' hjemland og i den globale virkelighed - når det kommer til at skabe bevægelse, forandring og en mere retfærdig verden?
Jonas Nøddekær
Hvad lukker du ørene for?
Er der grænser for, hvor mange af menneskehedens nødråb vi kan og vil lytte til? Og hvad stiller man op med de humanitære kriser, der sjældent får ørenlyd og forsideplads i medierne?
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, sætter fokus på de svære spørgsmål, når han tager publikum med på personlige rejser gennem aktuelle og storpolitiske kriser i verdens brændpunkter.
Han fortæller om håb og mod hos mennesker, der lever midt i krig og kaos, men også om de dilemmaer, der opstår, når humanitære idealer møder virkelighed, og der skal træffes svære valg.
Ingrid Ank
At lytte i den demokratiske samtale
Hvis mennesker ikke var uenige, var der ikke brug for et demokrati. Men det er vi.
Hvordan bærer vi os ad med at lytte til andre mennesker, give dem frihed og taletid, hvis vi ikke er enige? Og hvad gør den nye medievirkeligheds ekkokamre ved samtalen?
Sammen med Ingrid Ank - forfatter, redaktør, samfundsdebattør og leder af Grundtvig Akademiet - besøger vi nogle af grundtankerne i den danske tradition for åndsfrihed – navnlig hos Hal Koch og Grundtvig – og sætter dem ind i en nutidig diskussion af demokrati og polarisering.
Onsdag den 4. november 2026

Christian Hjortkjær
Kampråb for de små fællesskaber
"Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig."
De ovenstående ord udgør den undskyldende sætning, som forfatter og højskolelærer Christian Hjortkjær ofte hører fra unge på højskolen, og som også udgør titlen på hans seneste bog. Der er noget galt med den måde, vi strukturerer fællesskaber på, når den afføder skyld, skam og utilstrækkelighed, mener Hjortkjær.
I sit indsigtsfulde og tankevækkende foredrag stiller Hjortkjær skarpt på, om vi som samfund og kultur lytter nok til en ungdom, der egentlig blot længes efter noget, vi alle har tænger til: Tillid, fortrolighed, sårbarhed og muligheden for at være sig selv - uden at blive dømt.
Og det finder vi, ifølge forfatteren, i langt højere grad i de små fællesskaber end i de store.

Mikkel Thorup
Ustyrligt demokrati og afmagtens stemmer
Demokrati er samtale, tolerance og kompromis, men det er også meningers strid, ytringsfrihed og flertallets magt. Så hvordan afvejer vi forskellige demokratiske hensyn, når debatten raser?
I dette oplæg vil Mikkel Thorup, professor i idehistorie ved Århus Universitet, gøre os klogere på, hvorfor debatten er så hård i dag. Vi skal diskutere nogle af de markante og kontroversielle stemmer, der tit fylder i debatten. Hvor meget skal vi lytte til dem? Hvilke idéer om det gode liv er de motiveret af, og hvad sker der, når andre ser lige præcis dem som hindringen for deres gode liv?
Hvornår må vi stoppe med at forstå og tolerere og begynde at fordømme og måske endda forbyde? For er det ikke også demokratisk at sige: 'Nu stopper du!'?
Torsdag den 5. november 2026

Vicky Knudsen
Lytter vi, når naturen kalder?
Naturen kryber, kravler, flyver, svømmer og står helt stille.
Hvorfor er det vigtigt, at mennesket stopper op og lytter? Og hvordan lytter man til naturen?
Vicky Knudsen er biolog, radio- og podcastvært og en af Danmarks mest afholdte og efterspurgte naturformidlere.
Hendes oplæg vil oplyse os om evolutionens betydning for naturens adfærd og strukturer og indbyde os til at lægge øre til naturen og opdage en verden af lyd, som vi måske ikke lytter nok til.

Etisk Råd v. Morten Bangsgaard
Aktiv dødshælp - hvem skal vi lytte til?
Skal vi tillade aktiv dødshjælp i Danmark? Og hvem skal vi egentlig lytte til i debatten om aktiv dødshjælp? Den døende? Samfundet? Lægen?
Dét er nogle af de spørgsmål som tidligere medlem af Etisk Råd, Morten Bangsgaard, vil tage fat på, når han tager eleverne med ind i Etisk Råds maskinrum.
Her vil de få indblik i, hvordan man arbejder i Etisk Råd, og eleverne skal selv diskutere konkrete etiske spørgsmål med fokus på aktiv dødshjælp.
Intim minikoncert med Magnus Münster
alle tre højskoledage

"Hvor ord svigter, taler musikken" skal H.C. Andersen efter sigende have sagt om musikkens evne til at tale direkte til hjertet.
Til Ungdommens Højskoledage 2026 skal vi som afslutning på dagsprogrammerne lytte til en intim, akustisk minikoncert med et af dansk popmusiks mest lysende og løfterige talenter. Magnus Münster udgav i 2024 debutalbummet, And Then There Were Flowers, som Gaffa i sin femstjernede anmeldelse kaldte "Et blomsterhav af international radiopop."
I Magnus Münsters musik og lyrik flyder lyse stemninger og knugende melankoli sammen i billedskabende sange, der går lige i sjælen på dem, der lytter.
Du kan lytte til den officielle live-version af hitsinglen "So Last Year" her:


